Name:
Location: Copenhagen, Denmark

Statelig 28 årig og meget distræt dame, som på forunderlig vis har klaret at hale en cand mag titel i land. Bor på Nørrebro i København, og er meget glad for det, selvom her af og til lugter af tis. Holder meget af britisk rock musik, italiensk rødvin og badeænder.

Sunday, October 01, 2006

Økologi

Hvor er verden mærkelig...Det er ikke fordi jeg gennem hele mit liv har gået rundt med et indædt had til fritgående køer og øko-æg. Men da jeg var bare lidt yngre og lidt vredere, kom jeg uværgeligt til at forbinde økologiske varer med de der frelste typer der køber alt deres tøj i Bruuns Bazaar, hører Kruder-Dorfmeister og diskuterer postmoderne identitetskonstruktioner i deres fritid -og, ikke mindst, er ude af stand til at indtage så meget som en pasta-skrue hvis den ikke er lavet af biodynamisk spelt og håndstøbt i bronzeforme i et sardinsk kooperativ.
Dette har nu ændret sig. Igår kunne undertegnede nemlig spottes på det økologiske marked på Skt. Jacobs Plads på Østerbro.Og ikke nok med det; jeg fik brugt virkelig mange penge. Det var kæresten, som havde hørt rygter om at der ville være en ostehandel til stede på pladsen, der havde halet mig med. Og før jeg vidste af det stod vi med favnene fulde af aroniajuice, koldhævet brød, rosenolie, krydderurter, pølser og ost. Og det tror da pokker - for det var både hyggeligt og rart og en god oplevelse at købe ind der. De handlende var søde og parat med fortællinger om deres produkter samt gode råd til hvordan man nu bedst passer en cuba-oregano og hvordan man får den optimale smag ud af nicaraguansk kaffe. Tænk at få lov til at købe ting som man rent faktisk ved hvor kommer fra! Og som folk er stolte af at sælge! Det var ganske fantastisk. Og der er nu noget særligt over at sætte tænderne i en ost der ikke smager af indpakningsplastic og en oksepølse der smager så godt at man næsten kan høre en glad muh'en et sted.
Nu sidder jeg så her foran den bærbare, selvfølgelig udstyret med en kop nordafrikansk mynte-te, og burde egentlig lave alt muligt andet, men ville lige fortælle lidt om økologiens glæder. Jeg er ikke fanatiker, det er jeg både for doven og for realistisk til, men jeg har absolut tænkt mig at gøre et ihærdigt forsøg på at leve bare lidt sundere og balanceret.

1 Comments:

Anonymous Anonymous said...

Det hænger måske også sammen med, at når man blot er fattig studerende fra den tunge ende af Humaniora, er det lidt svært at sige farvel til de 24,95, som den flinke dame vil have for spelt-pastaen.
Jeg ved i hvert fald, at jeg stadig er alt for fattig og Vestjysk til den slags udskejelser - også selvom jeg nu bor i et af landets mest mondæne kommuner.

2:05 PM  

Post a Comment

<< Home