Fesen indie...

Jeps! Så var den her! Forleden aften gjorde en enkelt opringning fra GUF (altså pladebiksen, ikke forsangeren i Baby Woodrose) min kærestes og undertegnedes dag meget bedre. Den nye cd med Herman Düne var ankommet til butikken og klar til afhentning. Til de der ikke ved det er Herman Düne et yderst lo-fi og lalleglad New Yorksk-svensk-schweizisk indiefolk-foretagende, hvor alle medlemmerne på kollektivistisk vis hedder Herman Düne til efternavn. Jeg ved det lyder som en rigtig grim affære, men det er altså fremragende. Vi havde fornøjelsen af at opleve bandet live, til en lille, men smart(som i: finurlig-på-den-fede-måde) musikfestival i Glasgow i sommers. Og siden dengang har vi jagtet deres plader. Der er ret mange, men hvis man vil købe dem gennem det evigt turnerende band, skal man først tjekke hvilken by de er i pt., så man ved hvor man skal sende checken hen! Ikke noget pay-pal, interneteffektivitet her. Men tålmodig venten på de gode folk fra GUF gav altså gevinst. Så nu går vi glade rundt med vores økologiske myntete og virrer fornøjede med hovederne a la Mille fra Biva reklamerne og nyder de gode vibes fra stereoanlægget.
Denne nyanskaffelse til pladesamlingen, gav mig blod på tanden efter at få fat i flere af de ting jeg har ledt bevidst og underbevidst efter gennem et godt stykke tid.
Måske kan I hjælpe? Jeg leder især efter Langley Schools Music Projects med pladen "Innocence& Despair". Det er et canadisk børnekor der bl.a. synger Beatles og Beach Boys. Jeg kunne også godt tænke mig at få fat i The Mouldy Peaches, for at kunne nyde de ufrivillige temposkift, de ringe musikalske evner og de dårlige tekster.
Hvor langt går definitionen på lo-fi egentlig? På et tidspunkt må man da krydse grænsen til kategorien "rædsomt og pivfalsk" Jeg har engang anmeldt en plade hvor vi tydeligt befandt os i sidstnævnte kategori, efter min mening ihvertfald. Men det var det åbenbart ikke alle der var enige i...