Name:
Location: Copenhagen, Denmark

Statelig 28 årig og meget distræt dame, som på forunderlig vis har klaret at hale en cand mag titel i land. Bor på Nørrebro i København, og er meget glad for det, selvom her af og til lugter af tis. Holder meget af britisk rock musik, italiensk rødvin og badeænder.

Sunday, June 10, 2007

Sommer og musik

Ja, så ramte sommeren Danmark som et kølleslag. Folk går rundt og sveder i parkerne, griller glutenfri pølser og små børn iføres bøllehatte og smeltende isvafler og alting ser en lille smule lysere ud, måske fordi hverdagen bliver en lille smule lettere at håndtere når man har udsigt til andet end blygrå himmel og standhaftig heldagsregn. Jeg kan godt lide sommeren, men den er også krævende, fordi det forventes at man forlader sin bopæl og tager ud og oplever ting, er kulturel, energisk og overskudsagtig.
Disse krav har jeg dog valgt at se bort fra og har vedkendt mig at jeg ikke bliver energisk når det bliver sommer. Jeg bliver blot afslappet, og en del mindre melankolsk. Jeg har efterhånden fundet ud af, at nok tilhører jeg menneskeracen, men at jeg også må have ca. 7% DNA tilfælles med diverse lysafhængige planter. Ligesom dem liver jeg automatisk op når lyset tvinger sig vej gennem de smog-patinerede vinduer i stuen på Nørrebro, og på samme måde har jeg tendens til at visne og blive kedelig når solen holder vinterferie i Malaga og ikke lige har tid til at kigge forbi Danmark.
Men ligemeget hvad, er ny musik et must til sommeren, så det bærbare nano-anlæg skal opdateres. Og dette er så stort set hvad jeg har nået med min søndag indtil videre. Jeg kiggede lidt på det endelige udvalg og så slog det mig: Jeg er 28 år gammel og har netop lagt Cream, Johnny Cash og Roger Waters og Van Morrison overpå min Ipod! Bag det ungdommelige, blege ydre gemmer der sig med andre ord en 55 årig gymnasielærer. Som har parcelhus i Virum med samtalekøkken og som tager på vinrejser og golfferier og er ved at videreuddanne sig til coach! Den livsstil har jeg endnu ikke skuldre til at bære, så i panik gravede jeg en compilation med ny canadisk indie frem og spurgte med bævrende stemme kæresten om den nye CD med Wiley,(vred, ung grime rapper) var god! Han havde heldigvis heller ikke nået at høre den endnu!
Så trygt inddækket af Arcade Fire og andre intellektuelle canadiere, kan jeg trygt bevæge mig ud i solen og smuglytte til Disraeli Gears.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home