Name:
Location: Copenhagen, Denmark

Statelig 28 årig og meget distræt dame, som på forunderlig vis har klaret at hale en cand mag titel i land. Bor på Nørrebro i København, og er meget glad for det, selvom her af og til lugter af tis. Holder meget af britisk rock musik, italiensk rødvin og badeænder.

Sunday, October 22, 2006

Ny britisk tv-humor

Ja, man er blevet gammel er man. I stedet for at stå og svaje med en lunken fadøl i hånden, på en eller anden bar, foretrækker jeg ofte at tilbringe weekenden solidt plantet i sofaen foran fjerneren, som denne weekend faktisk havde et par interessante ting på programmet. Og som så mange andre gange er det DR2 -klogekanalen- der holdt fanen højt.
Specielt skal den nye komedieserie "Under kitlen" (engelsk originaltitel "Green Wing") fremhæves. Den er kreeret af holdet bag "Smack the Pony", super intelligent og raffineret britisk kvindehumor, som der -undskyld mig- endnu ikke er nogle danske frembringelser der kommer op på siden af.
"Under Kitlen" beskriver tørt og hylende morsomt, lægestaben på et yderst dysfuntionelt hospital. I første afsnit blev vi blandt præsenteret for den lumre kirurg med store problemer med det andet køn, heriblandt kantinedamen, den indebrændte radiolog der sammenligner penisstørrelse med et lig på patologisk afdeling og den buttede, blonde lægesekretær der vejer sine bryster.
Og så naturligvis den nyansatte reservelæge, der efter et toiletbesøg i en mandlig kollegas lejlighed, har problemer med at skylle ud, og derfor forsøger sig med alt fra ski til hjulpisker for at få mast indholdet af kummen ud i afløbet.
Og det lyder jo både ulækkert og infantilt, og det er det måske også, men det er altså uhyre vittigt og på samme tid virkelig syret. Der er det samme bid som i "Smack the Pony" og et solidt drys Monty Pythonsk galskab iblandet.
Man behøver ikke, som undertegnede, at være uhelbredeligt anglofil for at kunne se fidusen - selvom det er en del af fornøjelsen. Men under alle omstændigheder skal der hermed gives en varm anbefaling fra denne tv-misbruger af "Under kitlen". Og en god flaske rødvin som selskab.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home