En af verdens sejeste mænd

Synes lige jeg vil skam-hype en af verdens cooleste og hårdeste hunde i rock branchen. Det gælder denne gang den uforlignelige, næsten 70 årige superguitarist Dick Dale, som jeg havde fornøjelsen af at opleve på Stengade 30 i torsdags.
Som nyimporteret bonderøv på Nørrebro havde jeg ikke været på Stengade 30 før og selvom der bestemt var hyggeligt og masser af vibe i de rå lokaler, så vil jeg altså komme med en enkelt anke, nemlig højden på scenen. For os på de bagerste fadølsrækker kunne næsten kun se guitarlegenden når vi stod på tæer. Havde det drejet sig om et af de sædvanlige tudende indiebands med stribede halstørklæder og converse-sko, var det nok gået endda, men når man har at gøre med en mand der opfandt surfrocken og som har været en inspirationskilde for tusindvis af nye musikere gennem tiden, så vil man altså gerne kunne se hvordan han bærer sig ad.
Nå, men bortset fra det var det en fantastisk aften. Og Dick Dale er en af de absolutte førstemænd indenfor kategorien "musikalske stratenrøvere". Under tindinger så høje som bjergtinder, en hestehale så tynd, skarp og glat som en knivsblad af hærdet stål samt et smalt natsort pandebånd, befandt sig et furet ansigt mejslet ud i materialet absolut coolness. Når guitarens twang, ledsaget af et uforligneligt kompetent backingband, ikke fyldte den tilrøgede luft, udspyede Hr Dale anekdoter og mundheld, som kun et ægte rock and roll liv kan samle sammen. "I prefer to make this fat and full and to make the microphones screech. Just like I treat my ladies", introducerede han sættet. Udover egne numre fik vi blandt andet et fremragende Johnny Cash medley med Folsom Prison Blues/Ring of Fire og Dick Dale viste at han er i besiddelse af some "mighty fine blues pipes", da han gav os en sjældent rusten version af "Bring it on home to me", så Percy Sledge ikke kunne have gjort det bedre.
Kronen på sættet var naturligvis surffræseren "Misirlou" der mest er kendt for at være Quentin Tarantinos inspirationskilde til "Pulp Fiction". I den forbindelse berettede Dale om bandets første møde med Tarantino, der kom op og bad om lov til at bruge nummeret, og bandet vidste ikke rigtig hvad de skulle sige til det og trommeslageren kom til at smide Tarantinos forretningskort ud.
Alt i alt var det en gennemført cool aften i selskab med Dick Dale. Og en aften der gjorde at jeg om muligt misundte staklerne til "Mtv-folkefesten" på en piskold rådhusplads, endnu mindre. Men mit forhold til den event er en helt anden historie...