Så lad mig dog være i fred!

Man går altså og bliver helt paranoid. Få uger efter ranet af min gamle cykel, køber jeg en ny. En hyggelig hjemmebygget bedstemor-agtig sag, ikke dyr eller fancy men den passer præcis til mig, og jeg lunter glad ned af Nørrebrogade med den.
Jeg får så præcis 8 dage at glæde mig over mit nye cykelbekendtskab, for i dag blev den så også stjålet. Først troede jeg ikke helt på det, og var næsten overbevist om at jeg så syner. Men efter at have travet tre runder på Nørreport Station, stadigt mere rystende af arrigskab, måtte jeg se i øjnene at jeg var blevet offer for endnu en lille, fedtet lus af en cykelrapser. Eller måske er det den samme tyv? Hvad ved jeg - jeg har åbenbart utrolig dårlig cykelkarma, og måske er der nogen der følger efter mig, til de kan se sit snit til at sparke låsen op og jolre afsted på mit nye transportmiddel.
Så er det så jeg ikke forstår hvorfor man, blandt alle de lækre, og synligt dyre cykler der altid ligger i en stor bunke på Nørreport, at man så udser sig lige netop min gamle jernhest. Og hvorfor der ikke er nogen der griber ind når en eller anden luskefis løfter basketstøvlen mod den sagesløse basta-lås. Det kan vel ikke være så svært at se at der er noget uldent ved det.
Jeg vil i den forbindelse gerne foreslå fælles front mod alle cykeltyve, disse sørgelige eksemplarer af menneskeracen, der gør hverdagen så sur for så mange mennesker, og tvinger os til at investere i hundedyre cykellåse i sprængfri platin med drejekode fra Franz Jäger. Cykeltyve bør hænges op i underbukserne i træerne på Israels Plads og forbipasserende skal have lov til at prikke til dem med pinde.
Ja, mob rule er nok den bedste løsning.