Nej dette er ikke titlen på en ny digtsamling af Henrik Nordbrandt. Ej heller er det en overskrift i sportssektionen i Ekstra Bladet. Det er en beskrivelse, der meget godt dækker undertegnede, som efter juleferie og sondemadning med marcipankonfekt, pludselig blev ramt af Januar måned, og nu sidder foran sin computer, krølhovedet og gråhudet af stress, med udsigt til et regnvådt Nørrebro. Jeg mistænker dette kradsbørstige los i måsen fra julehyggens lune favn og ud på virkelighedens hårde linoleumsgulv, for at være en hovedårsag til at jeg, et nogenlunde rationelt semi-voksent menneske, har forvandlet mig til en flæbende, letpåvirkelig bassetthund af et tude-hoved, der får bævrende underlæbe af de tyndeste ting.
Ret beset kom optakten allerede i førnævnte julemåned i det nys overståede år 2006, hvor de kommercielle radiostationers udpinte båndsløjfe af Lennon, Slade, LiveAid og resten af rosset, for første gang i mange år gav mig en underlig, krildrende fornemmelse i maven. Kvalmende julefilm hvor forældre, collie-hunde og onkler når "hjem til jul" medførte ligeledes genstridige tics i øjenkrogene.
Juleoppyntning/forberedelse i det Jespersenske/Mogensenske hjem plejer at være noget med 4 bloklys på en tallerken og en forkølet julenisse i vindueskarmen. I år udholdte undertegnede adskillige timer i strøgbutikker i jagt efter julepynt, og bagte brunkager til tonerne af White Christmas på knase-vinyl. Det hele var bare så hyggeligt, der var ferie forude, en duft af æbleskiver og økologisk gløgg i luften.
Og selvom jeg som gammel kyniker godt ved at julen er noget stressprovokerende, kapitalistisk, kommercialiseret præstationsgøgl - så måtte jeg sidste år indrømme at jeg elsker den. Måske fordi det er tilladt at være sentimental og irrationel.
Men når sentimentaliteten viser sig at tage til i styrke og omfang når hyggemåneden er forbi, så er det at man må se i øjnene at bløddyret måske er kommet for at blive og at det er farvel til den wannabe-tjekkede kyniker.
Jeg mærker en snøften presse sig på i forbindelse med næsten alt medierne kan smide efter mig: dokumentarfilm om gamle dage, skæbnefortællinger på tv3, DR-Friland, diverse avisartikler og den der musikvideo med U2 og Green Day, hvor de synger om oversvømmelserne i de amerikanske sydstater. Når redningshelikopterne kommer flaksende ind over vådområderne, og folket vinker, og Bono og Billie Joe Armstrong skuer op for vokalen, må jeg hæve hagen en lille smule, og sådan lige fatte mig. En anden situation hvor jeg virkelig måtte synke hårdt for ikke at fælde en tåre var under en bif-tur forrige lørdag. Filmen, et yderst tyndt Hollywood produkt, så sukkersødt at det efterlod belægninger på tænderne, viste på et tidspunkt en stortudende Jude Law iført hvid skjorte og tilfældigt morgenhår. Han står midt i noget romantisk, engelsk klatrerose-og-stråtagsidyl, opløst af gråd over at have mistet sin amerikanske drømmekvinde, der egentlig var på vej tilbage til LA, men som vender tilbage og kaster sig i armene på ham.
Tyndere, eller skulle man sige, tykkere bliver det ikke, og alligevel virkede historien som en hel pose hakkede løg på Stines øjne.
Igår faldt jeg så over filmen "Mr. Holland's Opus", om en idealistisk musiklærer, på TV2 Film. Og til sætninger som: "There is no one in here whose life you have not touched" og "We are the music and the notes in you opus", blev der blinket og sunket helt vildt.
Og hvorfor nu alt det tuderi? For overgangen fra jul til januar var jo kun en slags tændvæske på et latent fænomen. Min teori om tuderiet er at det er alderen der begynder at trykke. Alle ens forventninger om den indre ro der automatisk kom dumpende når man blev ældre, var luftkasteller af karat. Den ekstreme rastløshed der drev rundt med en engang, er nu afløst af en stille, men insisterende indre sitren. Tankerne kredser nu godtnok ofte om køb af andelsbolig og uklædeligt sul om maveregionen, hvor de tidligere omfattede store (megalomane) planer for fremtiden og identifikation med diverse tudende popmusikere og "skal jeg farve mit hår sort igen, eller skal det bleges den her gang", men det er som om at tilværelsesfamleriet og de store følelser der skal proppes ned i en hverdag med offentlig transport og afkalkning af bruseniche, forbliver permanente størrelser. Og tidligere lå følelserne måske lidt mere ude på huden, og derfor var paraderne oftere oppe. Nu er de for mit vedkommende i hvert fald sænket. Jeg har kastet håndklæden i ringen, jeg har ikke flere kræfter at spille kølig intellektuel for. Jeg basker rundt som hvalros i søvand og vedkender mig at mit liv får jeg aldrig tjek på. Jeg bliver aldrig som de billeder jeg havde inde i hovedet engang; beleven, belæst, beundret. Jeg vedbliver at være klodrianen med det mest rodede skrivebord, den meste skizofrene smag i musik og kultur, med de ærgeligste madvaner, med mod som en hamster, udholdenhed som sofapude, rygrad som en halv liter lunken skummetmælk. Jeg er mig og jeg fejler og når man åbner sig selv overfor sig selv, bliver man også mere modtagelig for omverdenen; for udslidte julesange, for musikvideoer med redningshelikoptere, og film om heltemodige collier og amerikanske ildsjæle. Stemningerne siver nådesløst ind og vandet pifter op i øjenkrogen. Og det, mine damer og herrer, er et bløddyr.
