Det ynkelige folkefærd

Overskriften henvender sig til dig der går rundt og rapser andres cykler! Og for at sige det med det uden omsvøb: Du er et ynkeligt lille menneske og socialt handicappet på den mest utiltalende måde. Det forholder sig sådan, at når de fleste mennesker kigger på den konstellation der består af to smalle hjul, et stel, sadel og styr -ja, så ser de en cykel. Og ud fra dette deducerer de fleste sig så frem til det faktum at den cykel formentlig ejes af nogen og dermed er nogens uundværlige transportmiddel. Men det gør du så altså ikke, dit lille fedteøre af en cykelrapser. For du kaster et alkoholtåget blik på cyklen og tænker: "Øj, den dims der, det er da sådan en der er beregnet til at kan jeg kan komme hurtigt hjem, og som jeg derefter skal dumpe i en hæk. Og når en cykel sådan står der ude foran en privat bygning, som jeg ikke på nogen måde har noget tilhørsforhold til, så må den jo stå der for min skyld. Jæææ -hvor dejligt."
Ved du hvad cykeltyv? Jeg er ked af at din ringe intelligens og din manglende sans for ansvar og ditto manglende evne til at indgå i en normal social diskurs med andre mennesker, bevirker at du ikke formår at etablere bekendtskaber med nogen/noget der har en promille på under de 2. Og jeg er ked af at din hvide Jack and Jones jakke har fået Bacardi Breezer pletter som ikke vil gå af. Og at din Basshunter cd har fået en ridse. Men ved du hvad? Livet må altså aldrig blive så surt at man bliver ligeglad med andre mennesker. Pga. din uvilje til at spadsere de 150 meter hjem til glasbordet, M-bladene, barskabet og den sorte hjørnelædersofa, skal jeg nu ud og købe en ny cykel, hvilket jeg egentlig ikke har råd til. I starten ønskede jeg dig...hrm...hen hvor peberet gror...men nu ser jeg at det nok ikke er så nemt at være dig. Så jeg håber at du nyder din nye, rustne afpillede grønne damecykel. Det bliver formentlig det tætteste forhold til en dame du nogensinde får.

Ny britisk tv-humor

Ja, man er blevet gammel er man. I stedet for at stå og svaje med en lunken fadøl i hånden, på en eller anden bar, foretrækker jeg ofte at tilbringe weekenden solidt plantet i sofaen foran fjerneren, som denne weekend faktisk havde et par interessante ting på programmet. Og som så mange andre gange er det DR2 -klogekanalen- der holdt fanen højt.
Specielt skal den nye komedieserie "Under kitlen" (engelsk originaltitel "Green Wing") fremhæves. Den er kreeret af holdet bag "Smack the Pony", super intelligent og raffineret britisk kvindehumor, som der -undskyld mig- endnu ikke er nogle danske frembringelser der kommer op på siden af.
"Under Kitlen" beskriver tørt og hylende morsomt, lægestaben på et yderst dysfuntionelt hospital. I første afsnit blev vi blandt præsenteret for den lumre kirurg med store problemer med det andet køn, heriblandt kantinedamen, den indebrændte radiolog der sammenligner penisstørrelse med et lig på patologisk afdeling og den buttede, blonde lægesekretær der vejer sine bryster.
Og så naturligvis den nyansatte reservelæge, der efter et toiletbesøg i en mandlig kollegas lejlighed, har problemer med at skylle ud, og derfor forsøger sig med alt fra ski til hjulpisker for at få mast indholdet af kummen ud i afløbet.
Og det lyder jo både ulækkert og infantilt, og det er det måske også, men det er altså uhyre vittigt og på samme tid virkelig syret. Der er det samme bid som i "Smack the Pony" og et solidt drys Monty Pythonsk galskab iblandet.
Man behøver ikke, som undertegnede, at være uhelbredeligt anglofil for at kunne se fidusen - selvom det er en del af fornøjelsen. Men under alle omstændigheder skal der hermed gives en varm anbefaling fra denne tv-misbruger af "Under kitlen". Og en god flaske rødvin som selskab.

Flere musikefterlysninger

Lige en bette liste over de plader/cder som jeg virkelig gerne vil have fingrene i.
Udover Langley Schools og Mouldy Peaches som jeg stadig leder efter, gælder det:

The Pastels: Truckload of trouble
The Television Personalities: ...And don't the kids just love it!
Refrigerator: Upstairs in your room
Chin Up Chin Up: We should never have lived like we were skyscrapers
The Shadows: The Shadows are go!
The All-seeing I: Pickled eggs and sherbet

Hvis nogen derude skulle kende en god hjemmeside eller en butik hvor jeg skulle kunne få fingrene i ovennævnte, så ville jeg være SÅ glad for hjælpen!

fotoudstilling på nettet

"Those who can't teach, do. And those who can't do, teach"
Dette citat, iøvrigt tyvstjålet fra et afsnit af "Sex and the City" ( aka tv serien som formår at gøre de kvindelige seere utilfredse med både deres garderobe og deres månedsløn), passer ret godt på undertegnedes forhold til fotografi. Jeg er nemlig voldsomt interesseret i fotografi. Har endda skrevet speciale om det. Elsker Eggleston, Arbus, Sherman,Parr, Tillmans...hele slænget. Har endda holdt et undervisningsforløb om fotografikunst, og undervist i fotocollage. Og så kan jeg selvfølgelig bare ikke selv finde ud af at tage et ordentligt billede med mit kamera.
Det er blevet bedre efter at jeg har fået et digitalkamera, men engang var det helt grelt.
Pust, og nu til sagen. Læste et meget fint interview med den svenske fotograf Britt Marie Trensmar i Politiken idag. Det specielle ved hende er at hun udstiller billeder af mænd! Almindelige mænd. Der er ikke tale om et lummert dating-site, men Trensmar var træt af den voldsomme overeksponering dels af kvinden/kvindekroppen, dels af det højglanspolerede macho stereotyp. Disse kønsrollemønstre har gennem tiden væltet ind over beskuerne fra medierne. Som en modvægt til dette har Trensmar lavet en hjemmeside hvor svenske kvinder kan indsende og få udstillet deres egne mandebilleder. Alle mulige helt almindelige og ualmindelige mænd. Og det er jo både modigt, godt tænkt og godt for den almindelige debat af kønsroller i kunsten. Men det er åbenbart også voldsomt provokerende for nogen - mænd. Som føler at billederne rokker ved deres maskuline selvfølelse. Og det er jo egentlig meget interessant, for det tyder jo på at det ikke er alle der ønsker at der skal pilles ved de klassiske patriarkalske kønsopdelinger, som gennem mange år er blevet fejret i reklamer, musikvideoer mv.
Men Trensmars billeder er rigtig gode, og kan ses på www.hanihennesogon.com, hvis man ikke lige har tid til at drage til Stockholm for at se udstillingen.

Fesen indie...

Jeps! Så var den her! Forleden aften gjorde en enkelt opringning fra GUF (altså pladebiksen, ikke forsangeren i Baby Woodrose) min kærestes og undertegnedes dag meget bedre. Den nye cd med Herman Düne var ankommet til butikken og klar til afhentning. Til de der ikke ved det er Herman Düne et yderst lo-fi og lalleglad New Yorksk-svensk-schweizisk indiefolk-foretagende, hvor alle medlemmerne på kollektivistisk vis hedder Herman Düne til efternavn. Jeg ved det lyder som en rigtig grim affære, men det er altså fremragende. Vi havde fornøjelsen af at opleve bandet live, til en lille, men smart(som i: finurlig-på-den-fede-måde) musikfestival i Glasgow i sommers. Og siden dengang har vi jagtet deres plader. Der er ret mange, men hvis man vil købe dem gennem det evigt turnerende band, skal man først tjekke hvilken by de er i pt., så man ved hvor man skal sende checken hen! Ikke noget pay-pal, interneteffektivitet her. Men tålmodig venten på de gode folk fra GUF gav altså gevinst. Så nu går vi glade rundt med vores økologiske myntete og virrer fornøjede med hovederne a la Mille fra Biva reklamerne og nyder de gode vibes fra stereoanlægget.
Denne nyanskaffelse til pladesamlingen, gav mig blod på tanden efter at få fat i flere af de ting jeg har ledt bevidst og underbevidst efter gennem et godt stykke tid.
Måske kan I hjælpe? Jeg leder især efter Langley Schools Music Projects med pladen "Innocence& Despair". Det er et canadisk børnekor der bl.a. synger Beatles og Beach Boys. Jeg kunne også godt tænke mig at få fat i The Mouldy Peaches, for at kunne nyde de ufrivillige temposkift, de ringe musikalske evner og de dårlige tekster.
Hvor langt går definitionen på lo-fi egentlig? På et tidspunkt må man da krydse grænsen til kategorien "rædsomt og pivfalsk" Jeg har engang anmeldt en plade hvor vi tydeligt befandt os i sidstnævnte kategori, efter min mening ihvertfald. Men det var det åbenbart ikke alle der var enige i...

En koncert jeg er ked at jeg gik glip af...

Vil lige gøre opmærksom på en fantastisk programserie på TV2 Charlie. Og inden vi går videre: ja, jeg er en glad Charlie-seer og stor fan af programmer som Spørg Charlie og Kromanns mad. Det skal dog bemærkes at Charlie-kigning bør forudsætte en vis hurtighed på fjernbetjeningen for at styre uden om den 117. genudsendelse af Big Fat Snakes koncert i Atletion i Århus. Den ramler man af og til ind i, og det gør ondt hver gang, men det er nogle af den slags knubs som livet giver.

Nå, men altså: programmerne, som dette indlæg handler om, er altså den serie der hedder Syv Sure Mænd. Det drejer sig om syv ældre, godt polstrede herrer, der kastes ud i forskellige aktiviteter som de tilsyneladende aldrig har prøvet før. De går til gymnastik og laver mad, og meget mere og naturligvis tilgås de nymodens aktiviteter med en sund portion skepsis. Jeg var fan lige fra den gang en af herrerne, som er udstyret med et imponerende, skinnende hvidt cykelstyrs-overskæg, udtalte at brunch er den dovne husmoders genvej, for så behøver man jo kun forberede et måltid i stedet for to!
I går kunne man se et afsnit hvor de syv så skulle lære at rappe og indspille en CD med resultatet. Og arbejdsprocessen blev naturligvis kronet med en optræden på Roskilde Festival.
Det var kongeligt at se de statelige mænd trippe forsigtigt rundt på en rundsmadret festivalplads og undre sig over ungdommens løssluppenhed. Vi har uden tvivl at gøre med mænd der har prøvet og set lidt af hvert gennem deres lange liv og det var derfor ikke desto mindre tankevækkende at se hvordan det gibbede af ubehag i en af dem da han blev konfronteret med toiletforholdene! Og så siger man ungdommen er sart.
"Jeg synes der drikkes umådeholdent. Vil du ikke kalde det dér umådeholdent drikkeri?", spørger en af de syv, mens vi ser et klip med en lejr hvor beboerne vælter rundt i den klassiske 17 hestes brandert.
"Njaa, det vil jeg ikke sige", lyder svaret fra en af de andre, der tilsyneladende er sværere at ryste end som så. "Det er jo ikke autoriserede øl," siger han med et nedladende blik på en palle neptun-bajere. Idet vi går udfra at autoriseret betyder at der skal være guldhat på, så må man have en vis respekt for manden.
Selve De Syv Sure Mænds optræden var intet mindre end en livsbekræftende oplevelse. Iført jakkesæt og butterfly lagde de publikum ved skatescenen ned, med deres sure rap. Luften bølgede af håndtegn og vajrende hænder, jublen ville ingen ende tage og syv sure mænd måtte uddele mangt et håndtryk, til mange, utvivlsomt meget usanitære, festivalhænder.
Konklusionen på oplevelsen for de nyslåede hiphopstjerner var at de måske nok ikke ville løbe ud og ligefrem købe den slags musik fremover, men at de ihverfald ville lytte lidt mere, hvis de skulle støde ind i det i radioen. Og ikke straks slå over på P1. Desuden bemærkede en at han havde levet et langt liv hvor man altid skulle være så pæn og sidde stille, og at han syntes det var en god idé med sådan en uges tid hvor man bare slog sig løs. Og det er vel også det der er meningen med at tage på festival. Se, denne form for livsvisdom, det er noget der har pondus, og samtidig noget der kan få tåren frem i øjenkrogen på undertegnede, som har aldrig været ret god til at slå sig løs. Og slet ikke på festival, hvor jeg som oftest, med spidsede anmelderører, drøner fra koncert til koncert og efter 7 dage kommer hjem med gallopperende tinnitus og en usigelig glæde i maven over ikke at skulle tilbringe endnu en nat i telt.
Men når nu ligefrem de syv sure mænd opfordrer til at slippe tøjlerne en gang imellem, så kan det jo ikke være noget helt dårligt råd...

Pandora-yes sir!

Så blev det ski lørdag igen. Er alene hjemme, da kæresten er draget til polterarbend. Så mens han spilller paintball og kører gocart, har jeg anbragt mig selv foran computeren for at spilde al den tid på internettet som jeg ikke har tid til når det er hverdag. Har i den forbindelse opdaget netradiostationen Pandora. Og det er sagorasme smart! Man indtaster simpelthen et bandnavn, eller et navn på en sang man kan lide og så mikser programmet en masse numre, der minder om det man har indtastet. Skulle der være numre man ikke gider høre på, så bladrer man bare videre til det næste. Og det er som sendt fra himlen for en som mig, der har svært ved at høre en ipod playliste til ende for bare utålmodighed. Og så lærer man en masse ny musik at kende. Det virker som om de har tjek på deres ting, de gode folk hos pandora. Det er ikke altid de rammer plet, og der er titler systemet ikke kender, men sejt er det alligevel. Og nemt at bruge for en it-spade som mig. Min musiksmag er pt lidt stuck i gamle kendinge (og vi taler virkelig gamle sager. The Shadows og Pretenders, Kinks eksempelvis) og en generel revival af den gamle pladesamling. Men nu håber jeg at jeg har en levende chance for at opdage noget helt nyt, jeg ikke kendte før.

Økologi

Hvor er verden mærkelig...Det er ikke fordi jeg gennem hele mit liv har gået rundt med et indædt had til fritgående køer og øko-æg. Men da jeg var bare lidt yngre og lidt vredere, kom jeg uværgeligt til at forbinde økologiske varer med de der frelste typer der køber alt deres tøj i Bruuns Bazaar, hører Kruder-Dorfmeister og diskuterer postmoderne identitetskonstruktioner i deres fritid -og, ikke mindst, er ude af stand til at indtage så meget som en pasta-skrue hvis den ikke er lavet af biodynamisk spelt og håndstøbt i bronzeforme i et sardinsk kooperativ.
Dette har nu ændret sig. Igår kunne undertegnede nemlig spottes på det økologiske marked på Skt. Jacobs Plads på Østerbro.Og ikke nok med det; jeg fik brugt virkelig mange penge. Det var kæresten, som havde hørt rygter om at der ville være en ostehandel til stede på pladsen, der havde halet mig med. Og før jeg vidste af det stod vi med favnene fulde af aroniajuice, koldhævet brød, rosenolie, krydderurter, pølser og ost. Og det tror da pokker - for det var både hyggeligt og rart og en god oplevelse at købe ind der. De handlende var søde og parat med fortællinger om deres produkter samt gode råd til hvordan man nu bedst passer en cuba-oregano og hvordan man får den optimale smag ud af nicaraguansk kaffe. Tænk at få lov til at købe ting som man rent faktisk ved hvor kommer fra! Og som folk er stolte af at sælge! Det var ganske fantastisk. Og der er nu noget særligt over at sætte tænderne i en ost der ikke smager af indpakningsplastic og en oksepølse der smager så godt at man næsten kan høre en glad muh'en et sted.
Nu sidder jeg så her foran den bærbare, selvfølgelig udstyret med en kop nordafrikansk mynte-te, og burde egentlig lave alt muligt andet, men ville lige fortælle lidt om økologiens glæder. Jeg er ikke fanatiker, det er jeg både for doven og for realistisk til, men jeg har absolut tænkt mig at gøre et ihærdigt forsøg på at leve bare lidt sundere og balanceret.