Frode Får

Efter en herlig weekend med dejlig julefrokost og eksotiske juleøl hos gode venner, og endda også forkælelse og opdateret look hos dyr frisør, synes jeg lige jeg ville sprede lidt gode vibes til den forestående arbejdsuge. Ja, det vil sige, vi er jo nogen der også har arbejdet i weekenden. Der skal jo oversættes film til julehyggen. Men det var også rigtig hyggeligt. Og jeg har købt julepynt, og fine ting til den postmoderne adventskrans i akademikerhjemmet. Åh suk, håber ikke jeg jinxer noget. Men syntes bare jeg ville udtrykke min tilfredshed over de gode ting i livet; herunder portvin, striktrøjer, venner, kæreste med krøller, popmusik og så også CD-WOW, hvorfra vi netop har modtaget en CD med The Television Personalities, som nu vil bræge mig og gemalen ind i december. Og en sidste ting, nemlig den fremragende claymation serie, Frode Får aka Shaun The Sheep, kendt fra Wallace and Gromit. Den uldne kejser har nemlig fået sit eget show i eget navn. Udover en catchy signatursang er historierne hylemorsomme. De kommer fredag eftermiddag kl. 17, (iøvrigt som en del af den fremragende børnetv-flade, Barracuda, som min bedre halvdel er med til at lave). Bedre opvarmning til weekenden fås ikke!
Glædelig kommende mandag!

Så lad mig dog være i fred!

Man går altså og bliver helt paranoid. Få uger efter ranet af min gamle cykel, køber jeg en ny. En hyggelig hjemmebygget bedstemor-agtig sag, ikke dyr eller fancy men den passer præcis til mig, og jeg lunter glad ned af Nørrebrogade med den.
Jeg får så præcis 8 dage at glæde mig over mit nye cykelbekendtskab, for i dag blev den så også stjålet. Først troede jeg ikke helt på det, og var næsten overbevist om at jeg så syner. Men efter at have travet tre runder på Nørreport Station, stadigt mere rystende af arrigskab, måtte jeg se i øjnene at jeg var blevet offer for endnu en lille, fedtet lus af en cykelrapser. Eller måske er det den samme tyv? Hvad ved jeg - jeg har åbenbart utrolig dårlig cykelkarma, og måske er der nogen der følger efter mig, til de kan se sit snit til at sparke låsen op og jolre afsted på mit nye transportmiddel.
Så er det så jeg ikke forstår hvorfor man, blandt alle de lækre, og synligt dyre cykler der altid ligger i en stor bunke på Nørreport, at man så udser sig lige netop min gamle jernhest. Og hvorfor der ikke er nogen der griber ind når en eller anden luskefis løfter basketstøvlen mod den sagesløse basta-lås. Det kan vel ikke være så svært at se at der er noget uldent ved det.
Jeg vil i den forbindelse gerne foreslå fælles front mod alle cykeltyve, disse sørgelige eksemplarer af menneskeracen, der gør hverdagen så sur for så mange mennesker, og tvinger os til at investere i hundedyre cykellåse i sprængfri platin med drejekode fra Franz Jäger. Cykeltyve bør hænges op i underbukserne i træerne på Israels Plads og forbipasserende skal have lov til at prikke til dem med pinde.
Ja, mob rule er nok den bedste løsning.

En af verdens sejeste mænd

Synes lige jeg vil skam-hype en af verdens cooleste og hårdeste hunde i rock branchen. Det gælder denne gang den uforlignelige, næsten 70 årige superguitarist Dick Dale, som jeg havde fornøjelsen af at opleve på Stengade 30 i torsdags.
Som nyimporteret bonderøv på Nørrebro havde jeg ikke været på Stengade 30 før og selvom der bestemt var hyggeligt og masser af vibe i de rå lokaler, så vil jeg altså komme med en enkelt anke, nemlig højden på scenen. For os på de bagerste fadølsrækker kunne næsten kun se guitarlegenden når vi stod på tæer. Havde det drejet sig om et af de sædvanlige tudende indiebands med stribede halstørklæder og converse-sko, var det nok gået endda, men når man har at gøre med en mand der opfandt surfrocken og som har været en inspirationskilde for tusindvis af nye musikere gennem tiden, så vil man altså gerne kunne se hvordan han bærer sig ad.
Nå, men bortset fra det var det en fantastisk aften. Og Dick Dale er en af de absolutte førstemænd indenfor kategorien "musikalske stratenrøvere". Under tindinger så høje som bjergtinder, en hestehale så tynd, skarp og glat som en knivsblad af hærdet stål samt et smalt natsort pandebånd, befandt sig et furet ansigt mejslet ud i materialet absolut coolness. Når guitarens twang, ledsaget af et uforligneligt kompetent backingband, ikke fyldte den tilrøgede luft, udspyede Hr Dale anekdoter og mundheld, som kun et ægte rock and roll liv kan samle sammen. "I prefer to make this fat and full and to make the microphones screech. Just like I treat my ladies", introducerede han sættet. Udover egne numre fik vi blandt andet et fremragende Johnny Cash medley med Folsom Prison Blues/Ring of Fire og Dick Dale viste at han er i besiddelse af some "mighty fine blues pipes", da han gav os en sjældent rusten version af "Bring it on home to me", så Percy Sledge ikke kunne have gjort det bedre.
Kronen på sættet var naturligvis surffræseren "Misirlou" der mest er kendt for at være Quentin Tarantinos inspirationskilde til "Pulp Fiction". I den forbindelse berettede Dale om bandets første møde med Tarantino, der kom op og bad om lov til at bruge nummeret, og bandet vidste ikke rigtig hvad de skulle sige til det og trommeslageren kom til at smide Tarantinos forretningskort ud.
Alt i alt var det en gennemført cool aften i selskab med Dick Dale. Og en aften der gjorde at jeg om muligt misundte staklerne til "Mtv-folkefesten" på en piskold rådhusplads, endnu mindre. Men mit forhold til den event er en helt anden historie...

Pust...

Syntes bare lige at jeg ville sige at jeg altså er kommet i bedre humør siden sidste post. Jeg er yderst sjældent så perfid, men seriøst: lad dog min cykel være i fred. Det er helt utroligt irriterende at være foruden. Og så er det gået op for mig at jeg aldrig selv har sørget for at erhverve mig et tohjulet transportmiddel; alle mine cykler har jeg fået fra mit forældrende ophav. Jeg erindrer at jeg fik en i gave da jeg var 22, og min mor ville stadig så gerne lige se mig køre en runde på den... Jeg er med andre ord cykel-analfabet, og nu hvor jeg skal på udkig efter en ny, aner jeg ikke hvordan jeg bærer mig ad: Hvor stor skal den være, hvor mange gear skal der være på og skal jeg gå benhårdt efter en basta-lås? Jeg håber jeg finder en hjælpsom cykelmand.