På ipod'en

Det engelske musikmagasin Q havde engang en lille regular der hed "What's on the ipod". Selvom dette bidrag nok har modtaget en sponsorkrone eller to fra apple, så er idéen stadigvæk god, så her er lige en lille liste over hvad jeg har i ørerne når jeg cykler ned af Nørrebrogade om morgenen:

Air: Talkie Walkie
Arcade Fire: Funeral
Art Brut: Bang Bang Rock n'Roll
Badly Drawn Boy: The Hour of Bewilderbeast
Band of Horses: Everything all the time
Basement Jaxx: Singles
The Boy Least Likely To: Best Party Ever
British Sea Power: Open Season
Camera Obscura: Underachievers please try harder
Clap Your Hands Say Yeah: s.t.
The Coral: Magic and Medicine
Dizzee Rascal: Boy in da corner
Eagles of Death Metal: Peace Love Death Metal
Echo and The Bunnymen: Porcupine
Elvis Costello: The Very Best of
The Fiery Furnaces: Blueberry Boat, Gallowsbird's bark
Franz Ferdinand: You Could Have It So Much Better
Gnarls Barkley: St. Elsewhere
The Go! Team: Thunder! Lightning! Strike!
Gomez: Bring it on
The Hold Steady: Boys and girls in America
Jarvis Cocker: Jarvis
Jens Lekman: When I said I wanted to be your dog
Joanna Newsom: Y's
The Knife: Silent Shout
Larsen and Furious Jane
The Libertines: S.t
Lily Allen: Alright, Still
Lou Reed: Transformer
The Magnetic Fields: 69 Love songs
Maxïmo Park: A Certain Trigger
Mercury Rev: Deserter's Songs
Morrissey: You Are The Quarry, Ringleader of the Tormentors
Mull Historical Society: Loss
Neutral Milk Hotel: In an Aeroplane over the sea
Peter, Bjorn and John: Writer's block
The Pipettes: We are the Pipettes
The Postal Service: Give up
Primal Scream: Dirty hits
Pulp: Different Class
Rammstein: Sehnsucht
The Replacements: Let it Be
Stereo MC's: Deep down and dirty
Sufjan Stevens: Illinoise
The Whitest Boy Alive: Dreams
The Who: Then and Now, Who's Next?

Ikke nyt og revolutionerende, men vi er faktisk nogen der gerne vil kunne synge med på det vi hører!

Our house

Ja, en blog er vel nærmest ikke en blog i disse dage uden et par bevingede linier om det nys ryddede ungdomshus. Så nu pipper jeg med! Så er det ligesom overstået. Jeg havde ellers aftalt med mig selv at forholde mig nogenlunde køligt og rationelt til skærmydslerne og ikke lade mig gribe af den massepsykose der åbenbart har ramt det meste af Danmark heriblandt det samlede pressekorps, der svælger i seneste kapitel af Den Store Danmarks Tragik, med vold, brand, ødelæggelse, en forsmået ungdomsgruppe og deres måbende omgivelser som hovedaktører.
Men hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg ikke sige mig fri fra at være meget påvirket af de seneste dages begivenheder. Måske fordi jeg bor næsten i baghaven til bygningen der i skrivende stund er ved at blive reduceret til murbrokker. For selvom jeg hverken er blevet ramt af en løsgående brosten eller roterende politistav, så kan jeg fysisk mærke at det kvarter jeg lever i, og er så glad for, er blevet forvandlet til en krigszone der får Gazastriben til at ligne en svagbørnskoloni i en bøgeskov.
Jeg har levet med det hidsige lys fra blå politiblink i min stue, den øredøvende larm fra en politihelikopter over ejendommen og med tre pansrede mandskabsvogne og kampklædte betjente i min gade. Jeg har oplevet ikke at kunne åbne vinduerne på grund af den kvælende røg fra bål nede på Nørrebrogade og larm fra Danmarks Radios sendevogne. Jeg har oplevet ikke at kunne gå udenfor på grund af generel arrestordre og i dag måtte jeg vise legitimation for at kunne komme hjem. Jeg har cyklet på arbejde i slalom gennem udtrådt affald, brosten og glasskår og stadigt ulmende bål. Jeg er sikkert en pivskid, men det giver altså et stik i maven at se så meget ødelæggelse, og det generelle kaos omkring mig finder jeg enormt stressende.

Selve konfliktens kerne har jeg haft svært ved at navigere i. Det var for mig en underlig ulden sag mellem en kreativ og driftig men noget anstrengende gruppe unge, og en udsyret, stivnakket religiøs sekt med en forkvinde med en omverdensforståelse som hos en udtørret vandmand. Nå ja, og med en tredje aktør som er en ualmindelig klodset politikerstab på Københavns Rådhus, der åbenbart engang havde syntes at det da var en glimrende idé at sælge den -viser det sig nu- asbestinficerede rønne til førnævnte sekt. Set fra min synsvinkel har alle tre grupper opført sig utrolig dumt og det betyder at der ikke rigtig har været nogen at holde med for mig. Og det værste er nu engang en konflikt hvor man ikke kan finde sig rigtig tilrette hos nogen af parterne.

Min grundholdning til sagen har dog hele tiden været at et ungdomshus er en ret god ting. At det er nødvendigt med den slags små fristeder for folk der ikke lige passer ind andre steder. Hvor der er plads til kreativitet og kunstneriske udfoldelser, selv fra folk med mere drive end talent.
Desuden har jeg også altid syntes at Selve Ungdomshus-bygningen i al sin graffiti-bemalede urbane trash-æstetik har tilført Nørrebro et eksotisk pust a la Østberlin.

Overfor Ungdomshuset har jeg også stor forståelse for at man ikke bare bliver siddende på sin mås, men siger fra når uretfærdigheden rammer. Ellers kom man ikke videre.
Men ligegyldigt hvad, så begynder man fannerme ikke at smadre alt omkring sig og udsætte andre mennesker for fare fordi man er utilfreds!
Jeg har ikke rigtig har haft nogen følelsesmæssige aktier investeret i konflikten, andet end at jeg synes det er supersørgeligt at ungeren skyller alt det de har opnået ud i lokummet ved at prøve at forklæde barnlig forurettethed over at tingene ikke gik som man ville ha', som storslået revolution og derefter lystigt rundsmadre en bydel.
Men nu er det som om jeg alligevel alligevel absolut skal drages ind i konflikten. Og det giver mig en træls smag i munden. " Den danske ungdom er under kraftig beskydning i aften" lød det fra Pernille "Swan Lees" Rosendahl topstylede pagehår til Danish Music Awards. Den danske ungdom? Jeg er så vidt jeg selv ved stadig rimeligt ung, og jeg føler mig bestemt ikke under beskydning! Jeg er ihvertfald uden skudhuller indtil videre. For mig er det utroligt problematisk at gøre aktivisterne fra ungdomshuset til repræsentanter for "ungdommen". Og hvad betyder det ord egentlig i dagnår det kommer til stykket? At man ikke er fyldt 40?
Ungdomshuset har været en uvurderlig del af manges liv, ingen tvivl om det. Det har udgjort en tryg, blød favn af ligesindede for mange mennesker.
Men jeg nægter at tro på at alle weltschmertz-plagede unge som Ungdomshuset har budt velkommen. Ungdomshuset var et hus for alle - men med de rigtige meninger, vel at mærke. Et hus der udgjorde rammerne om en temmelig indspist enhed. Sådan er det med alle kliker - man skal helst være rimelig ensrettet for at tingene kan fungere. Ole Rasmussen beskrev "ungdomshusaktivisterne" i sin klumme"Sket i ugen" i Politiken d. 4. marts, som: "Unge mennesker der kæmper for kulturel mangfoldighed ved at se fuldstændig ens ud og opføre sig meget, meget voldeligt." En ret god observation, synes jeg, og egentlig humlen i alt dette morads: Ungdomshusets brugere er en klike, der som alle andre kliker, når de føler truet, slås for overlevelse mod en fælles ærkefjende. Den fjende er så i dette tilfælde et underligt sammenkog andre menneskers ejendom, AP Møller og nyuddannede politimænd fra Viborg, som sådan set bare følger ordrer og passer deres job. Ungdomshuset er ikke det store, glitrende ikon for al ungdommelig ånd og kreativ tænkning i Danmark, som nogen åbenbart ønsker at gøre det til!

Jeg opfatter mig selv om et rimeligt ungt, oplyst menneske der stiller spørgsmål ved tingene og er kritisk overfor regeringen. Men det er altså ikke Ungdomshuset der er distributør for mine holdninger. Ungdomshuset var en ungdomsklub! Det var noget specielt! Det fungerede godt med mange innovative og originale tiltag! Men det var bestemt ikke alles hus.