Sommerfugle

Så er der to dage til start, men hvor parat er det lige jeg er?....
Sommerfugle i maven er en ganske slidt, men meget rammende betegnelse for den følelse af sitrende nervøsitet og spænding der får maven til at boble og som kribler under huden. Oven i hatten har jeg drukket en ret habil kop morgenkaffe så nu er jeg rigtig elektrisk og ufokuseret.
Grunden til al dette hopperi er at Stine er blevet voksen. Eller det forventes nu omsider at Stine er blevet voksen. Jeg har nemlig fået et nyt job, og endda et rigtig godt og spændende et af slagsen og som jeg ved passer lige til mig. Masser af ansvar, masser af udvikling, søde mennesker, eget kontor - hele pivtøjet. Og jeg glæder mig helt vildt, men så kommer den indre jyde frem og begynder at tampe en oveni hovedet med selvkritik, tvivl på om jeg er god nok, på om mine kolleger vil kunne lide mig når det kommer til stykket, og bla bla bla.... Det er typisk. Men glæden er heldigvis størst sammen med iveren efter at komme igang. Og jeg må jo huske på at der er en grund til at det er mig de har ansat, og det er måske netop fordi jeg stadig er så ung at jeg ikke har glemt hvordan man siger "røv" eller giver et kram, og stadig tror på at det nytter at gå til makronerne og forandre ting. Så ja, måske er jeg faktisk parat.

I fredags fik jeg taget en god afsked med mit gamle job, som er fyldt med seje kolleger og søde unger. Der var kram, breve og gaver så jeg var helt overvældet. En "enkelt fyraftensøl" sammen med en håndfuld kolleger, udviklede sig til en utrolig hyggelig og nærmest tidløs sceance der endte kl. ca.1.30. Da jeg trillede hjem i seng, var det som om nogle brikker faldt på plads og min sidste tanke inden jeg faldt om var, endnu engang, hvor priviligeret jeg har været at få lov til at arbejde sammen med og lære at kende den samling gale, kreative, omsorgsfulde og helt fantastiske mennesker. Det er sådan noget der giver en vis råstyrke at have med sig. Så jeg håber at vi kan finde ud af at bevare kontakten.

Smells like the 1990s

Efter at have gravet usandsynlige mængder af det argeste lort frem fra diverse hjemmesider til brug i den navnkundige "Shittiest Mixtape" konkurrence (se indlægget nedenfor), trængte mine ører til fred og fryd. Så jeg sidder nu og nikker ivrigt til mit nye yndlingsband 1990s (uden "the") , hvis debut album udkommer sidst i maj! Jeg havde fornøjelsen af at opleve dem live til indie-kalaset, "Hey you, get off my pavement"-festivalen i Glasgow sidste år. Det var en af de mest fornøjelige, sprudlende og hyggeligste koncertoplevelser ever, hvor bandet flere gange brød sammen af grin og hvor forsangeren/guitaristen tabte sit plekter og måtte få et af en fra publikum!
Bandet består af tre overmåde charmerende og ranglede skotter, hvoraf frontmand Jackie McKeown har det mest fantastiske friluftsgebis! Selvom Rough Trade har haft deres klamme coorperate kløer i dem, og fået dem pudset op til MTV, så har de ikke mistet deres uprætentiøse charme.
Jeg har tigget min redaktør og fået lov til at anmelde pladen når den udkommer, hvis jeg lover ikke ukritisk at lovprise den, bare fordi de er skotske! (Hey, men det er Runrig jo også, og det betyder ikke at jeg svinger med en tændt lighter til "Loch Lomond"!)

Verdens værste mixtape

Blot en opfordring til alle om at melde sig til konkurrencen om at finde den værste samling underlødige sange. For at være med skal man grave 5 skrækesemplarer på dårlig musik frem.
Se mere om regler og retningslinier på http://www.udbjorg.net/ .